Miljø

Kampen mod skadelige stoffer i naturen og i produkter vil altid stå højt på Demokraternes arbejdsseddel.

Et vigtigt redskab i kampen for et renere miljø er at få implementeret en gennemtænkt og fremadrettet affaldshåndteringsplan, som både vil reducere udledninger af skadelige stoffer og samtidig mindske den skadelige virkning på mennesker og dyr.

Grønland er et naturligt sted for miljøundersøgelser og miljømonitorering, og dermed bliver Grønland en vigtig international miljøaktør og observatør.

Vort land har opnået et brand som et af verdens reneste steder og det brand skal vi leve op til og værne om. Det betyder, at vi i fremtiden skal have filtreret alle vores kloakudledninger, have affaldsdepoter hvorfra udsivning forhindres, samt have en plan for oprydning af farligt affald i hele Grønland og en plan for at få det væk fra Grønland.

Alle tiltag er velkomne i kampen for et renere miljø. Det kan være brug af biobrændsel, ændret lovgivning vedr. udledninger fra biler, både mm. 

Energi

Demokraterne har som mål, at Grønland kontinuerligt skal bestræbe sig på at få dækket mest muligt af vores eget energiforbrug fra vedvarende energikilder, og Demokraterne ser også store muligheder i en fremtidig energieksport til det nordamerikanske kontinent. Demokraterne er af den klare overbevisning, at det grønlandske vandkraftspotentiale er så stort, at det vil være økonomisk givtigt, at samle energipotentialet i et undersøisk kabel, så der kan leveres vedvarende energi til andre lande. Dette vil endvidere give store globale miljømæssige forbedringer.

Demokraterne mener, at hele det nationale vandkraftspotentiale skal kortlægges, og at der derefter skal lægges en plan for udnyttelsen af denne.

Forskning i andre energiformer er et område i vækst og fremtiden vil kræve, at vi finder anvendelse af andre og mindre miljø- og klimabelastende energikilder. Især brintproduktion ligger lige for, hvis vi udnytter de enorme vandkraftpotentialer vi har i Grønland. Demokraterne ser fortsat store potentialer i at få udbredt anvendelsen af solenergi, moderne vindenergi og jordvarme, hvor dette er muligt.

Udarbejdelsen af en national fjernvarmeplan ser Demokraterne som et vigtigt element i, at få udnyttet det affald, som i fremtiden skal betragtes som en energiressource og ikke som et affaldsproblem.

Genbrug

Demokraterne vil skabe rammerne for at en eller flere private aktører kan udvikle en genbrugsindustri, så meget af det affald som vi alligevel smider ud, bliver genbrugt. Her tænker vi eksempelvis på genbrug af importerede paller, importeret emballage og kasserede fiskeredskaber. Et sådant tiltag vil derudover have den positive sidegevinst, at der vil blive oprettet konkrete arbejdspladser i kommunerne. En eventuel genbrugsindustri vil forhåbentligt have en afsmittende effekt på borgernes adfærd, så de tænker sig om en ekstra gang, når de smider affald ud, som måske kunne have været genbrugt. Denne holdning skal også gå igen i vores krav til vores industri, herunder ikke mindst mineindustrien, nemlig at deres produktion skal være ikke-forurenende.

klima

De globale klimaforandringer har stor betydning for Grønland, og Demokraterne ønsker at udnytte de nye muligheder, der følger med samtidig med, at vi ønsker at dæmme op for de negative konsekvenser. Klimaforandringer skyldes til dels den måde, vi producerer energi på, og dette har igen andre miljømæssige konsekvenser.

For at opnå et bedre klima og en bedre økonomi i Grønland, vil Demokraterne sætte et mål for, at 75 procent af Grønlands produktion af elektricitet sker fra vedvarende energikilder eller fra fjernvarmeværker, der udnytter affald som brændsel. Demokraterne bakker 100 procent op om den indgåede aftale mellem Danmark og Grønland om at reducere Grønlands udslip af CO2 med 5 procent fra den civile udledning i aftaleperioden.

Demokraterne ser det som en selvfølge, at Grønland indgår i internationale aftaler og at det munder ud i nationale tiltag, der skal forbedre det globale klima og den nationale økonomi.

Klima og økonomi skal også være en bærende faktor i alt fremtidigt byggeri, da boliger som bekendt er store bidragsydere til CO2-udledning. Bedre isolering, bedre oliefyr  eller brug af elektricitet, brug af solfangere skal alle tages med i fremtidens byggerier.

For Demokraterne er kampen mod global opvarmning lige så meget en kamp mod global forurening, og derfor skal fokus være på alle former for udledninger og ikke kun på CO2.

Grønne regnskaber

Vi er i Grønland desværre stadig afhængige af at skulle importere en ganske betydelig mængede fossilt brændstof til opvarmning og el-produktion. Det vil uden tvivl være forbundet med fordele for det grønlandske samfund, hvis vi alle med en mere miljørigtig adfærd kunne blive lidt bedre til at nedbringe vort varme- og elforbrug således, at der ikke fyres for snespurvene og lyses på den oplyste sommernat. Denne adfærd kunne fremmes ved at indføre ” Grønne regnskaber”.

Brugen af ”Grønne regnskaber” vil efter Demokraternes mening være et godt redskab til at synliggøre forbruget således, at man direkte kan sætte ind overfor samfundets generelle energiomkostninger. Selvstyret kan være et forgangseksempel ved målrettet at arbejde for, at ”grønne regnskaber” bliver introduceret som et energistyringsredskab hos Selvstyrets institutioner og i de Selvstyreejede virksomheder. 

I andre lande har man opnået gode erfaringer ved at indføre ”grønne regnskaber”, og der er opnået væsentlige besparelser på energibudgettet hos offentlige institutioner.

På trods af, at vi i stigende grad benytter vandkraft i Grønland, er der hos Demokraterne ikke tvivl om, at et nedsat forbrug af energi vil have en gavnlig virkning på den økonomiske drift af institutionerne i almindelighed, og tillige komme Landskassen til gavn i form af besparelser på institutionernes driftsbudgetter.