Nyheder

Nivi Olsen: Pinlige indslag i debatten om Fiskeriloven

Nivi Olsen: Pinlige indslag i debatten om Fiskeriloven

Author: Demokraatit/19. november 2017/Categories: Nyheder

Rate this article:
No rating

Det var pinligt og trist at opleve debatten om Fiskeriloven. Kim Kielsen og Karl Kristian Kruse forsøgte at få det til at se ud som om, at Demokraterne frivilligt forlod koalitionssamarbejdet med Siumut og Atassut. Det er jo direkte komisk. Herudover mente Partii Naleraq, at jeg ikke burde blande mig i Fiskeriloven, da jeg jo ikke er fisker. Det er jo et vanvittigt synspunkt, at man som politiker kun må være med i debatter, der drejer sig om ting man arbejder med til daglig.


Debatterne og meningsudvekslingerne i Inatsisartut kan være hårde og temperamentsfulde. Vi er engagerede mennesker, der kæmper for vores holdninger.

Men den går altså ikke, at vi begynder at fordreje historiske kendsgerninger, så de passer bedre ind i vores egen virkelighedsopfattelse.

Såvel Kim Kielsen som Karl Kristian Kruse har åbenbart den helt forkerte opfattelse, at Demokraterne frivilligt forlod koalitionssamarbejdet. Deres argument er, at vi fik et tilbud om at være med i et helt nyt samarbejde, hvori også IA og Partii Naleraq skulle indgå. Det tilbud fik vi, men det var et pistol-for-panden tilbud. Vi ville ikke få nogen indflydelse på deres aftale og vi kunne ikke få at vide, hvilke poster vi i så fald skulle have i Naalakkersuisut. Sådan et grundlag kan man jo ikke samarbejde på.

Derfor må det da være åbenlyst for alle andre end Kim Kielsen og Karl Kristian Kruse, at Siumut de facto smed Demokraterne ud af koalitionen til fordel for nogle nye samarbejdspartnere. At påstå andet er både pinligt og komisk.

Et andet lavpunkt i debatten opstod, da Partii Naleraqs ordfører ironisk sagde til mig, at jeg var dygtig. Dygtig fordi jeg tillod mig at blande mig i debatten om fiskeri, når jeg nu kun har arbejdet som lærer og ikke som fisker. Underforstået, at jeg ikke kan tillade mig at have en holdning, når jeg nu ikke er fisker.

Ved du hvad, Henrik Fleischer; jeg ser meget gerne, at du blander dig i debatter om lærere og i alle andre emner som du måtte ønske at blande dig i. Det er vores pligt som politikere at have holdninger og meninger, og jeg kan love dig for, at jeg bliver ved med at mene noget om fiskeri.

Slutteligt vil jeg blot sige, at jeg frygter, at hele debatten om Fiskeriloven har været spild af tid. Loven er sat til at blive 2. og 3. behandlet på Forårssamlingen 2018, men kommer der overhovedet sådan en samling eller pønser koalitionen på at udskrive valg inden da? Alle forslag der ikke er færdigbehandlet bortfalder som bekendt ved udskrivelse af valg.

Naalakkersuisut burde klart og tydeligt svare på om vi spilder vores tid.


Mvh.
Nivi Olsen
Demokraatit

Number of views (176)/Comments (0)

Tags:

Please login or register to post comments.