Nyheder

Randi: Vi vil fortsætte samarbejdet med IA i Sermersooq

Randi: Vi vil fortsætte samarbejdet med IA i Sermersooq

Author: Demokraatit/12. marts 2017/Categories: Nyheder

Rate this article:
No rating

Kaos, intern uro og politisk zig zag kurs. Det har været kendetegnende for Siumuts tilgang til kommunalvalget i Kommuneqarfik Sermersooq. Det er ganske enkelt ikke betryggende for et eventuelt fremtidigt samarbejde, og det tager Demokraterne i Kommuneqarfik Sermersooq nu konsekvensen af. Vi melder derfor klart ud, at vi går til valg på et fortsat samarbejde med Inuit Ataqatigiit.

Jeg vil starte med at fastslå, at en stemme på Demokraterne er en stemme på, der vil arbejde benhårdt på at gøre vores værdier og synspunkter til virkelighed. Inden valgkampen for alvor gik i gang besluttede vi derfor at stille os helt frit ved ikke på forhånd at pege på en borgmesterkandidat fra et andet parti.

Det har vi nu besluttet at revidere, og det er der flere årsager til.

For det første har vi været meget utilfredse med, at Siumut ikke ønsker at støtte en professionalisering af bestyrelserne i de virksomheder, hvor Kommuneqarfik Sermersooq er medejer. Siumut ønsker, at det fortsat skal være medlemmer af kommunalbestyrelserne, der sætter sig på de lukrative poster. Det kan Demokraterne på ingen måde gå med til. Vi mener at disse poster skal besættes med dygtige folk med de rette kvalifikationer og kompetencer og ikke os folkevalgte. 

For det andet er vi dybt bekymrede over den store interne slåskamp i Siumut omkring blandt andet hovedstadsstrategien. Vi er klare tilhængere af den hovedstadsstrategi, der er fremlagt, og vi ønsker på ingen måde at holde døren åben for et parti, hvis formand klart har tilkendegivet, at han ikke bryder sig om hovedstadsstrategien. Vores kommune har brug for visioner og vækst – ikke det modsatte.

For det tredje har vi nu gennem to valgperioder haft et respektfuldt og tillidsfuldt samarbejde med IA – et samarbejde som vi tror på, at vi kan forbedre, hvis vælgerne skulle belønne os med fremgang og dermed flere mandater.

Jeg er udmærket godt klar over, at der sikkert er en del, der nu vil beskylde os for at løbe fra et løfte. Til dem er jeg nødt til at sige, at vi hele tiden har sagt, at det for os gælder om at få så meget af Demokraterne politik igennem som overhovedet muligt. Det er der ikke ændret på. For nogle uger siden var vores vurdering blot, at den bedste måde at få gennemført vores politik på, var ved at stå frit.

Den vurdering har nu ændret sig med baggrund i den måde Siumut agerer på her hvor valgkampen for alvor er gået i gang. Vi ser alt for mange stridigheder og komplikationer i et samarbejde med Siumut, og derfor synes vi, at det er mest ærligt, at vi her på et tidligt tidspunkt i valgkampen melder ud, at vi ønsker at fortsætte vores samarbejde med IA her i Kommuneqarfik Sermersooq.


Mvh.
Randi Vestergaard Evaldsen

Number of views (366)/Comments (0)

Tags:

Please login or register to post comments.